Som barn havde jeg et problem, der fyldte mere, end jeg nogensinde ville indrømme over for mig selv: Jeg tissede i bukserne. Det var frustrerende for både mig og alle omkring mig, og hurtigt lærte jeg, at våde bukser = skuffelse og skæld ud. Naturligvis ville jeg gerne tilfredstille alle, men når kroppen ikke samarbejdede, lærte jeg, at den eneste løsning var at tie stille.
Langsomt blev det en hemmelighed, jeg skulle bære alene. Og i takt med at jeg stoppede med at sige noget, stoppede vi også med at tale om det. Jeg lærte ikke at anerkende mine følelser – min skam, vrede og sorg — og uden den øvelse har de fulgt mig hele livet og skabt problemer, jeg troede, jeg skulle kæmpe med på egen hånd.
Jeg husker stadig min barndom med glæde: bare tæer i græsset, fuglefløjt, sol på himlen og børnegrin. Men jeg blev også en mester i at feje de svære ting under gulvtæppet – en vane, jeg bar med mig ind i voksenlivet. Indtil jeg som 23-årig blev ramt af en depression, og alt det, jeg havde skjult, blev tvunget frem.
Det var starten på en ny rejse. Jeg startede i gruppeforløb i psykiatrien for at lære mine følelser at kende og mestre dem, så de ikke blev selvdestruktive. Og hold nu op – hvor har det gjort en kæmpe forskel at kunne sige ting højt uden konsekvenser, at turde mærke de svære følelser og opdage, at det faktisk var helt okay. Følelser kommer og går, og det er helt naturligt.
Det, jeg har lært, er enkelt, men livsændrende: At anerkende sine følelser, give dem plads og tillade sig selv at mærke, gør alting lettere. At slippe skammen og finde sin egen stemme kan være starten på et mere frit og kærligt forhold til sig selv.